Tilbage
Det er oftest uhyrer, vi associerer med et bestiarium, mærkeligt udseende væsner, som man venter at finde i gyserfilm, men vi vil ikke desto mindre starte vores tour-de-bêtes i det danske sommerland.
Hvem har ikke sendt en Mariehøne af sted til himmels fra sin pegefinger? "Marie, Marie, Marolle, stig op til Vorherre og bed om godt vejr!" Og af sted farer det lille dyr svirrende i luften med det røde vingeskjold skudt til side og den lille klodsede krop hængende efter sig.
Som lille var jeg vild med Mariehøner, men når jeg så nærmere på dem, blev jeg altid lidt betuttet – som andre insekter ligner de armerede biologiske maskiner, en mini-tank på ben. Var det ikke for det røde skjold og pletterne, ville jeg aldrig have taget bæstet op i hånden.
Men hvorfor sender vi egentlig Mariehønen af sted op til Vorherre? Og hvorfor hedder den overhovedet en Mariehøne?
Lad os begynde med navnet. På engelsk hedder dyret Lady Bug eller Lady Bird, på tysk Marienkäfer (østrigerne kalder den Glückskäfer) og på fransk Bête à bon Dieu. Den engelske og franske betegnelse viser, at den Marie, forstavelsen på dansk og tysk sigter til, må være Jomfru Maria. Og ligesom fuglen opfattes den som et sendebud – vi sender den til Vorherre, hvilket den franske betegnelse tydeliggør, med andre ord et sendebud mellem denne og den anden verden.
Lander den på hånden af en ung kvinde, er det et tegn på, at hun snart vil blive gift, jf. det østrigske Lykkebille. Den engelske version af "flyveremsen" lyder: "Lady Bird, Lady Bird, fly away home. Your house is on fire, your children have flown. All except one – Ann, who has hid under the frying pan." Som så mange børnelege handler remsen om en enkelt udvalgt. Om det er til den sorte gryde eller i skjul under stegepanden, viser tilbage til det samme rationale, som vi også finder i eventyret – den ene udvalgt til templet.
Skjoldet med pletterne kan sammenlignes med himmelhvælvingen og dens stjerner. Der er altså tale om et lille dyr med stor rækkevidde. Jomfru Maria kan på samme måde siges at være Guds repræsentant her på jorden, ikke mindst i katolicismen, hvor hun spiller en meget central kultisk rolle. Heroppe nordpå har vi som bekendt udrenset alt det kultisk meningsfulde fra de kristne ritualer.
Graver man dybere – og det kan man roligt gøre, for kristendommen har altid modelleret sine skikke og betegnelser oven på noget ældre hedensk – vil man opdage, at Mariehønen i Rom blev associeret med gudinden Lucina, dvs. Diana (i store træk at betegne som den romerske Artemis) og Iuno (efter at denne gudinde som garant for ægteskabet har overtaget flere lokale gudinders funktioner). Lucinas sammenhæng med fødsler og fødselsdage kan du læse om i Chresterias Hjørne i indlægget "Hvem får gaver på fødselsdagen?".
En fødselsgudindes opgave er selvfølgelig at sørge for, at barnet kommer godt til verden, og at moderen kommer vel igennem fødslen, men den mest centrale pligt er at sørge for den nye sjæls forankring i barnet. Derfor kan man se på Lucina som sjælefører i forhold til de nyfødte, dvs. samme rolle som Hermes' mere generelle funktion, blot knyttet til én bestemt gruppe i samfundet. Når Mariehønen associeres med Lucina, er det, fordi de begge er budbringere – begge rejser mellem denne og den anden verden.
Så næste gang du møder en Mariehøne og sender den af sted op mod himlen, skulle du måske prøve at hviske den en besked i øret, inden du sender den på vej. Man ved aldrig ...