ADAM HART VENDER TILBAGE, SYVENDE KAPITEL
i hvilket doktoren fremsætter visse filosofiske betragtninger

29. juli 2010

Den store hængelås var mindre vanskelig at forcere end først antaget, og snart stod vi i den vidstrakte lagerhal og ventede, mens lyset tændtes i flakkende etaper, spændte på, hvad vi ville få at se. Det meste af pladsen var optaget af de store opretstående akvarier, idet blot en smal central gang førte ned imellem dem.

Nogle var omtrent på størrelse med det, vi havde set i laboratoriet, mens andre med lethed ville have kunnet indeholde en voksen elefant. Vi anede straks uhyrlige skikkelser bag dem og besluttede at se ind i så mange af dem som muligt.

I flere var skikkelserne så utydelige, at det var vanskeligt at danne sig et begreb om, hvordan de så ud, dette gjaldt især de mindre antropomorfe. En af de større indeholdt et væsen, der lå sammenrullet som en orm i et æble, når man er kommet til at røre ved den.

Dens bulende øjne var lukkede, og for- og bagpoter trukket op. Der forekom mig at være noget på en gang trygt og truende ved den – ”uafvendelighed” var det ord, der umiddelbart faldt mig ind.

Jeg tænkte uvilkårligt på en baby-tyrannosaurus, eller i det mindste, til jeg fik øje på de sammenfoldede vinger. Dette var dog langt fra det mest usædvanlige, vi skulle få at se i denne mytologiske Noahs ark.

I en anden af montrerne anede jeg et af de grufuldeste væsner, jeg nogen sinde har set – og jeg og Adam har dog ellers mødt et par stykker. Den stod halvt oprejst i glasburet, skønt ligesom de andre – lykkeligvis – i en art koma.

Huden var rødlig, den lå stramt om den panteragtige krop. Mest uhyggeligt var dog uhyrets vældige gab, der i begge sider nåede helt op til dets spidse øren, jeg talte mindst tre rækker skarpe tænder – at ansigtet med de vidåbne, men udtryksløse vandblå øjne i øvrigt var menneskelignende, beroligede mig ikke i synderlig grad.

En tredje beholder var vandfyldt, og her syntes beboeren at være ved bevidsthed. Det var ganske givet en slange af en art, men ikke en art, jeg nogen sinde havde set.

Den slyngede sig ind og ud af modelruiner af den type, man kan købe i dyreforretninger, og jeg fik uvægerligt den tanke, at man på denne måde havde villet angive dens udvoksede størrelse. Som vi således vandrede fra den ene seværdighed til den næste, forekom det mig, at jeg hørte dr. Klives spottende latter gjalde i udstillingssalen.

De syntes for effektens skyld at være opstillet således, at enhver bespottelse af skaberværket altid fulgtes af en større og værre. Et særligt grotesk væsen havde ligesom flere af de andre slangeform indtil et vist punkt, men en hanes næb og kam.

På et andet talte jeg syv hoveder, et tredje var nærmest en vinget løve at se til. Jeg vovede næppe at undersøge en beholder, som syntes at have fået en særlig fremtrædende plads på trods af sin forholdsvis begrænsede størrelse.

Den eventuelle læser af disse spredte notater vil kunne forestille sig min overraskelse, da jeg gennem det riflede glas anede en yndig kvindeskikkelse med langt, rødligt hår. Hun syntes at betragte mig med adspredt interesse, indtil udtrykket i hendes blik, der var dybt som Marianergraven, pludselig skiftede til den mest uimodståelige blanding af klædelig selvbevidsthed og undselig forelskelse – jeg tænker, at jeg formodentlig var den første mand, hun nogen sinde havde set.

Hun spærrede øjnene op, som om jeg havde skræmt hende, og jeg frygtede absurd, at hun skulle undslippe mig. Hun åbnede munden let, som for at udstøde et lille skrig, men i stedet undslap en sørgmodigt summende lyd hendes læber, som jeg aldrig har hørt magen til, en søvndyssende nynnen, der fik mig til at smile dovent.

Jeg synes et eller andet sted lige under bevidsthedsniveauet at have konstateret, at hendes hofter i stedet for ben mundede ud i noget, der mindede om enden af en stor regnorm, og at jeg halvt tænkte, at det i grunden slet ikke lignede en fiskehale. Så blev jeg pludselig trukket tilbage med en kraft, der fik glasset til at klirre, og en klagende lyd brød ud som et tordenvejr over vore hoveder.

Åbenbart havde min ven i flere minutter forgæves forsøgt at påkalde sig min opmærksomhed og fortsatte nu med at råbe til mig med fingrene i ørerne. Så gik sirenen i stå og efterlod vore trommehinder blafrende i den pludselige stilhed.

Adam holdt brat inde med sine formålsløse formaninger, og vi stod blot helt stille og ventede. En tid lød der dæmpede brag fra flere af containerne, som en irriteret nabo, der banker på væggen.

Så blev der endelig helt stille, og med en henstilling til mig om at passe bedre på, genoptog han sine undersøgelser. Lidt efter henledte han min opmærksomhed på en vitrine, der ifølge hans udsagn skulle indeholde den afskyelige snemand, men på det tidspunkt havde jeg fået nok til at betakke mig.

Jeg var ikke i tvivl om, at doktorens samling også nok skulle indeholde en kæmpeedderkop, og det er nu engang ikke min idé om en spændende date. Vi burde naturligvis have anet meningen med det tågehorn, vi af vanvare havde sat i gang, men måske var vi i grunden ligeglade.

Hvorom alting er, dukkede Klive op et kvarters tid senere. Åbenbart var han godt tilfreds med vores opdagelse, spurgte høfligt, om vi var færdige, og studerede blot lidt melankolsk den ødelagte lås, inden han atter gennede os tilbage til laboratoriet og en ny omgang gin.

Tilsyneladende ventede han, at vi ville overfalde ham med spørgsmål, men dels havde vi endnu ikke haft mulighed for at tænke over, hvad vi havde set, dels forklarede det på en måde sig selv. Nærmest af høflighed spurgte jeg ham, om han virkelig havde i sinde at slippe disse uhyrlige skabninger løs på verden.

Han så beroliget på mig. ”Egentlig er den jo deres, eller var, før mennesket kom til, dengang ’kæmperne levede på jorden’.

Før Syndfloden, mener jeg. Hvis jeg læser ret, var det netop Guds plan med den at skylle disse titaner – som også andre mytologier taler om – ud i lokummet.

Men med hvilken ret? Hvordan kunne Han egentlig tillade sig at gøre mennesket til hersker over ’alt, hvad der rører sig på jorden’?

Og hvad har vi rent faktisk fået ud af det os således betroede talent? Måske er det på tide, at vi giver dem, der var før os, og sikkert også vil være efter os, en chance. Måske kunne man ligefrem håbe på en slags sameksistens, inden det er for sent …”